Ipp 3 prøve

Står og skal op til ipp3 prøve på søndag og i IPP3 normen står der man skal have 

nødblus eller andet til at signalere sin position på havet  

Hvad kan andet være da jeg ikke er interesseret i at have nødblus med. Kan man nøjes med en gul refleks vest som man kan svinge op over sit hove når man ser hjælp. 


Har lygte på min vest som kan ses hele vejen rundt og fløjte.

Kajak hilsner Torben

11 kommentarer

Tue Olesen Admin KE-PREMIUM

Hej Torben

Hvis lygten på din vest er hvidt lys, er den at betragte som et markeringslys, ikke et nødsignal. Fin at have med, men i forhold til nødsignaler tæller den ikke.

Fløjten er til opmærksomhedssignal tæt på. Igen, fin at have med, men tæller ikke som langdistance nødsignal på havet.

Du kan ikke nøjes med en gul refleksvest eller lignende, der skal mere til:

I den nyeste IPP3 norm (dateret 3. juni 2021) er formuleringen ret klar:

Under "Kommunikation" står der:

  1. nødblus (pyroteknisk eller elektronisk) til at signalere sin position på havet
  2. VHF-radio eller mobiltelefon.

Kravet skal læses som Nødblus + "enten VHF eller mobiltelefon" - altså to uafhængige systemer.

Den mest simple og økonomisk overkommelige løsning er sandsynligvis at anskaffe et par pyrotekniske nødblus, og medbringe dem i en lille drybag eller vandtætte plastikposer. 

Som elektronisk nødblus tæller umiddelbart en ODEO Flare, men også Laser Flare, SPOT Messenger, Garmin inReach og PLB/EPIRB vil blive godkendt. 

Du kan læse mere om alle løsningerne i Kajakenergi's tema  Nødsignaler for Kajakroere.


Selvfølgelig har pyrotekniske nødblus deres begrænsninger (lige som alle andre nødsignaler), men de er stadig et skridt op i signalerings-effektivitet fra en mobiltelefon. 

Kan du uddybe hvad du har som forbehold mod at medbringe nødblus? Så kan det være at jeg, eller andre Kajakenergi-medlemmer, kan byde ind med løsningsforslag og betragtninger!


Mvh, Tue

Læs mere
Læs mindre
Torben Pedersen KE-PREMIUM

Hej Tue

1000 tak for hurtigt svar. 

Jeg kan ikke lide tanken om at have dem på min krop under sejlas

Fandt ud af at det var de gammel normer som jeg så på. Skal man have nødblus på sej eller må man godt opbevare dem i kajakken.



Læs mere
Læs mindre
Tue Olesen Admin KE-PREMIUM

Du må gerne have nødblus opbevaret i kajakken f.eks. i dagsluge, snackluge eller i en underdeck bag i cockpittet, men de skal være tilgængelige og til at finde frem, når du sidder i kajakken i IPP3 vind og bølger så "test test test" at din løsning virker.

Worst case scenariet at du mister grebet i din kajak og den driver fra dig, er argumentet for at du skal overveje at have dem i vesten f.eks. i en ryglomme.

Læs mere
Læs mindre
Torben Pedersen KE-PREMIUM

Tak for hjælpen

Læs mere
Læs mindre
Morten Vogelius KE-PREMIUM

Hvis jeg skulle medbringe nødblus ville jeg pakke dem i 2 poser, kraftige vacumpak poser om muligt.. og så ville jeg klippe en revne i begge udenfor luftlommer så de lige er til at rive op

Jeg medbringer pt en Odeo Flare på vesten plus PLB og håndværkertelefon, men kan se det fornuftige i også at medbringe faldskærms raket og rød hånd flare plus eventuelt orange røg flare til brug om dagen, hvor Odeo ikke rigtig ses

Har netop fået at vide af Sar bådens kaptajn i Hanstholm at den ikke ses om dagen

Læs mere
Læs mindre
Jens Kjaerulff KE-PREMIUM

Hej Tue,


Jeg stillede for nylig et lignende spørgsmål om nødblus her på Kajakenergi:

https://www.kajakenergi.dk/forum/posts/52865-elektronisk-noedblus

Jeg forstod dit svar der således at formuleringen "nødblus eller andet til at signalere sin position på havet" kunne fortolkes derhen at VHF radio kunne erstatte nødblus. Men formuleringen i den nye norm som du nu henviser til (af 3. juni) er jo ret utvetydig som du også selv skriver. VHF kan ikke erstatte nødblus. Blot for at være helt sikker ... er det korrekt forstået ...? Med andre ord, bør jeg skaffe et nødblus inden jeg skal til prøve først i oktober?


-- Og et supplerende spørgsmål:

 jeg vil klart foretrække elektronisk nødblus. I forlængelse af kommentarerne ovenfor, synes jeg dette laser nødblus ser interessant ud:

https://www.greatlandlaser.com/

Men jeg har ikke fundet en forhandler i Danmark. Er der nogen her der har erfaring med det, eller overhovedet har set et sådant laser-nødblus her i landet?


Mvh Jens

Læs mere
Læs mindre
Tue Olesen Admin KE-PREMIUM

Hej Jens

Ja, det er korrekt forstået: Du bør skaffe dig et nødblus (elektronisk eller pyroteknisk). Den nye norm præciserer formuleringen (og den gamle norm-tekst var mere åben).

Jeg opdaterer svaret i den tråd du linker til, så det matcher normen som den er formuleret pr. 3. juni 2021.

Jeg har haft fingrene en smule i Greatland Laser Flares for nogle år siden, de virker robust bygget og overbevisende solide. Jeg har ikke set dem i danske forhandlere men de fåes bl.a. ved en hollandsk forhandler (se listen af internationale forhandlere hos Greatland Laser).

Fordelen ved laser flares, er at de er kompakte og med lang driftstid. Ulempen er at de er retningsbestemte, dvs. du skal vide med ret stor præcision hvilken retning du skal sigte fanen af lys, og den der ser det vil kun set ét kortvarigt rødt glimt når lysfanen passerer. De kræver med andre ord aktivt sigte-arbejde, ikke noget der nødvendigvis er så meget overskud til i en nødsituation. Der er LED Flares med lys 360 grader rundt mere simple at betjene.

Mvh, Tue

Læs mere
Læs mindre
Ása Ósá KE-PREMIUM

Hej

Jeg overvejer at købe pyrotekniske nødlys, men er samtidig bange for dem, og har nogle spørgsmål.

-Jeg kan se i Mortens opslag at Odeo Flare ikke er så synlige i dagslys. Hvordan er det med de pyrotekniske nødlys. Er de synlige i al slags vejr/lys? Hvad med tåge?

Jeg er ret bange for kombinationen ild og nylon. (skrækhistorier om nytårsfyrværk, hvor nylon smelter til kroppen osv).  Hvilke farer er forbundet med selve nødlyset?

-Sammenpakket i vesten er der vel kun fare, hvis lommen bliver "ramt af ild/gnist/gløder", hvilket nok ikke sker så tit. Eller er der andre farer ved at have det i vesten?

-Under brug, skal man selvfølgelig passe på, at holde den i strakt arm og pege væk fra mennesker, og jeg tænker, at det kan have sine udfordringer - f. eks. i bølger. Har nogen testet det her?

-Er der også fare for at gnister/gløder fra blusset rammer ens tøj, selv om man holder blusset i strakt arm? Hvordan ville en tørdrakt reagere på det? Kun et lille smeltet hul, eller hvad?

mvh Ása

Læs mere
Læs mindre
Tue Olesen Admin KE-PREMIUM

Lidt input om det med at være bange for pyrotekniske nødblus: Jeg hører en del kajakroere udtrykke bekymringen / frygt for hvad pyroteknik kan udrette af skader.

Og frygten kommer nok et sted fra: Vi er gennem mange år blevet skolet i, at undgå at holde tændt fyrværkeri i hånden til nytår. Med nødblus er der tale om det modsatte: Du skal holde en 2000 grader varm fontæne i hånden. Eller endnu vildere: Skyde en nødraket af i hånde, så det siger et ordentligt *HVÆS* og raketten fyrer 300 meter op i himlen. 

Det er ikke så underligt, at det stritter lidt imod og trigger frygt. For det er altså noget andet end at stå ved havebålet og fægte lidt i luften med en tør pind der brænder i den ene ende.

Og for lige at få det på det rene:

  • Ja, nødblus kan lave brandsår, drysse med gnister og brænde hul i tørdragter. Men når bruger dem som de er designet til, holder det væk fra dig selv og peger det i vindens retning er det ikke et stort problem. Se 07:00 inde i videoen fra temaet "Nødsignaler for Kajakroere" hvordan det ser ud.
  • Husk på at tørdragten og alt omkring dig sandsynligvis er ret vådt når du er i en nødsituation på havet. Skulle en glød / gnist drysse ned på ærmet så opstår der måske et lille hul, men det er ikke sådan at hele tørdragten står i flammer. Og brandsår er det mindste problem hvis det er en nødsituation.
  • Spontan selvantænding er ikke et udbredt problem. Nødblus er yderst stabile. Ellers ville de være alt for risikable at have om bord på skibe. 
  • Fusere er til gengæld et reelt problem. Jeg har prøveaffyret en del nødblus i tidens løb, og der er altså fusere imellem - måske fordi de har suget fugt/vand ind når de har været med i kajakken. Så det er ikke bullet proof. Jeg vil være reelt bekymret for fusere, meget mere end for selvantænding.


En stor del af frygten, det med at være bange for nødblus, det er noget vi skal anderkende som en helt reel ting. For det er altså fyrværkeri og ild vi holder i hånden.

Løsningen på at lære at tøjle frygten er for mig at se, træning. Det afmystificerer og gør klart, hvad det er vi har med at gøre. Og det giver modet til at tro på, vi godt kan betjene nødblus/nødraketter i en nødsituation.

Ring til de lokale myndigheder (politiet) og få tilladelse  til at lave en prøveaffyring, og meld det ind til søredningstjenesten ( i Danmark JRCC, på Færøerne MRCC). Jeg har gjort det adskillige gange, og min oplevelse er at de bakker op om træningen. Inviter en flok kajakroere, og få noget øvelse i at skyde nødblus og nødraketter af. Det er super god erfaring til den dag det for alvor gælder.

Til træningen vil jeg anbefale handsker og sikkerhedsbriller - men igen, i en skarp situation bruger vi hvad vi har, og skulle vi brænde os lidt for til gengæld at blive reddet sikkert i land, så er det en kalkuleret risiko.

Mvh. Tue

Læs mere
Læs mindre
Lars Zielke KE-PREMIUM

Hvis man nogensinde får brug for et nødblus i en nødsituation, er noget gået/ved at gå alvorligt galt. At man evt. brænder sig lidt eller får ødelagt tøj og udstyr, er irrelevant i forhold til at en selv eller andre, kommer fra situationen med livet i behold.

Pyrotekniske blus drypper, så man skal holde dem væk fra kroppen og ned i vindretningen.

Jeg har meget svært ved at forestille mig et nødblus kan gå af ved et uheld. Kan ikke finde eksempler på det er sket.

Hvis man opbevarer dem korrekt, tørt og beskyttet mod slag, smider dem ud efter holdbarhedsdatoen, har jeg svært ved at forestille mig, der skulle være problemer. Der er solgt millioner af dem. Dette er mest sagt for at man skal være sikker på den virker hvis det virkelig gælder. Derfor vil jeg også mene det er bedst at have en på sig. 

Det er nok bedre at opbevare dem i et lille hylster så de også er beskyttet mod slag udover fugt. 

Læs mere
Læs mindre
Ása Ósá KE-PREMIUM


Nemlig. Jeg tænker på om man i en nødsituation pludselig skal til at spekulere på brandsår og nylon der smelter ind i huden eller lignende.

... og selvfølgelig om det kan gå af ved et uheld.


Læs mere
Læs mindre

Har du fundet en fejl?

Er der noget på siden her som ikke er i orden? Uanset hvor småt eller stort: Hvis der er noget jeg kan rette, vil jeg gerne vide det. Klik her for at sende en besked om det.

Har du ubesvarede spørgsmål?

Skriv en email og fortæl hvad jeg kan hjælpe med. Jeg vil gerne høre din feedback, og alle spørgsmål besvares naturligvis fortroligt. Skriv til mig på tue@onadventure.dk