Afdrift i forhold til kombinationen af vind og strøm

Hej,

Vi tager på klubture til Hven en gang i mellem...ca 10 km kryds. Her er både strøm og vind, som påvirker hvordan vi holder retningen.

Strømmens påvirkning beregner vi med vektorer: Først finder vi ud af hvordan strømmen går og i hvilken retning og herefter holder vi det op i mod hvor vi vil lande og hvor hurtigt vi ror. Så få vi en retning og lægger et sigtepunkt.

Vi har allerede forstået at vinden betyder noget for hastigheden og hvor hurtigt vi ror, hvilket jo betyder noget for overstående udregning. Med- og modvind giver altså påvirkning af hastigheden og får altså en betydning for afdriften af strømmen, fordi vi enten er hurtigere eller længere tid om turen.

Men hvis vinden påvirker os skråt, vil det jo lægge endnu en påvirkning af afdriften, som vi ikke helt kan få puttet ind i regnestykket...er der nogle gode råd eller tegninger?

2 kommentarer

Allan Olesen Olesen

De få steder, jeg har kunnet læse om det, har konklusionen været: Det kan man ikke rigtigt regne på.

Personligt tror jeg, at man løber ind i mindst tre problemer, hvis man forsøger at regne på det:

  1. Kajakker med forskellig bundfacon har ikke lige godt fat i vandet, så nogle bliver skøjtet sidelæns hen over vandoverfladen, mens andre i højere grad kører på skinner.

  2. Der er sandsynligvis også forskel på, hvor godt overfladevandet "følger med" vinden. For nogle dage siden sad vi og kiggede på vandet i en å, hvor vind var mod strøm. Man kunne se partikler i vandet i flere dybder, og oppe tæt ved overfladen løb partiklerne mod strømmen. Et par cm nede stod partiklerne stille. 10 cm nede løb de med strømmen.

  3. Jeg tror ikke, at den sidelæns afdrift varierer proportionalt med vindstyrken. Det er min klare fornemmelse, at svag vind giver forholdsmæssigt mere afdrift end stærk vind.

Har I mulighed for at bruge transits? Det vil jo nok kræve, at I kan se noget af Sveriges kyst bag Hven. Så kan I line et sigtepunkt på Hven op med et sigtepunkt på den svenske kyst og på den måde se, om I holder kursen eller har bruge for at korrigere.


Læs mere
Læs mindre
Tue Olesen Admin KE-PREMIUM

Som Allan nævner så er det svært at lave en teoretisk beregning af hvor meget der er behov for at kompensere for afdrift fra vinden. Hvor meget afdrift fra vinden i reelt har på jeres tur, afhænger af kajakkernes vindfang/last, roerens tekniske niveau og fokus, og vandets greb i kajakkerne.

Det er klart at sidevind (og dermed bølger) også påvirker den fremadrettede hastighed i en eller anden grad, afhængigt af kajak og kajakroerens tekniske niveau, så alene på grund af sidevind, skal der måske trækkes 1/2 - 1 km/t fra jeres roede hastighed.

Hvor meget afdrift fra vinden i reelt har på jeres tur, afhænger som Allan skriver, af kajakkernes vindfang/last, roerens tekniske niveau og fokus, og vandets greb i kajakkerne.

Den direkte anvendelige metode til at vurdere afdrift i forhold til vinden er at bruge transitter som Allan foreslår. Det forudsætter at i har landkending eller sømærker at sigte efter. Her ser i på det samlede aktuelle resultat af jeres roede fart og kurs, og den afdrift fra vind + strøm i påvirkes af, og i kan lave direkte minut-for-minut justeringer. Nyttigt og helhedsorienteret.

En indirekte metode er at lave forhånds-eksperimenter der kan give dig erfaring med afdrift: I en vis vindstyrke vind fra siden, hvor meget blæser du så "væk fra kursen"? Sæt en kompaskurs vinkelret på vinden på vinden, hold den, og se hvor meget "off track" du er efter 30 minutters roning.

Det kan give dig et skøn på om det er 5, 15 eller 30 grader du skal kompensere. (eller hvor mange meters afdrift du har på en halv times roning). Dette eksperiment skal naturligvis laves et sted hvor du ikke er påvirket strøm, og det giver dig en form for vejledende erfaring. 

Denne viden kan så indgå i planlægningen af jeres kryds, ved at sigte forbi mål ("aiming off") så du lægger dit mål et stykke på vind-siden af det du egentlig gerne vil ramme, og giver dig selv noget margin til at drive for vinden. Når du så nærmer dig mål, kan du justere kursen og lade vinden skubbe dig hen mod mål.

I praksis benytter jeg mig så vidt muligt af transitter for at arbejde med det samlede billede - og hvis jeg ikke har transitter / landkending så bruger jeg en GPS-rute som støtte, og indstiller GPS'en til at vise "Cross Track Error" / XTE - altså, hvor langt jeg er ved siden af den direkte linje.

Mvh, Tue

Læs mere
Læs mindre

Har du fundet en fejl?

Er der noget på siden her som ikke er i orden? Uanset hvor småt eller stort: Hvis der er noget jeg kan rette, vil jeg gerne vide det. Klik her for at sende en besked om det.

Har du ubesvarede spørgsmål?

Skriv en email og fortæl hvad jeg kan hjælpe med. Jeg vil gerne høre din feedback, og alle spørgsmål besvares naturligvis fortroligt. Skriv til mig på tue@onadventure.dk