Tordenvejr

Hej Tue mfl.,

Jeg er ofte blevet spurgt, hvad man gør, hvis man er på vandet i tordenvejr.

Svaret jeg giver er: Planlæg ikke ture, hvis vejrudsigten forudsiger torden vejr. Hvis du bliver overrasket af tordenvejr, så gå i land og læg dig ned.

Jeg søger input/viden om følgende: Hvis man nu er midt i et større kryds, og man bliver overrasket af tordenvejr, så kan man jo ikke hurtigt komme i land. Jeg har aldrig hørt om lynnedslag på kajakrorer, men kunne godt tænke mig at høre om nogen ligger inde med viden om dette.

På forhånd tak

Jan Krogsgaard

7 kommentarer

Tue Olesen Admin KE-PREMIUM

Tordenvejr er en af de ting, hvor risikoen er lille, men konsekvensen er stor. 

Dette er et emne jeg ikke er ekspert på, så jeg har været ude med riven og samle viden. De punkter og overvejelser bygger på hvad jeg har kunnet læse mig til, i blandet andet fra San Diego Kayak Club, Paddling.com, Newburyport Kayak Report og DMIs temaside om lyn og torden.

Alt jeg kommer frem til, er ret enslydende:

 

Forebyggelse er vejen frem:

Som du selv er inde på er forebyggelse den bedste metode: 

  • Hvis vejrudsigten forudsiger torden, eller du kan høre torden i det fjerne, så søg på land. Med det samme. Vent ikke til tordenskyen hænger direkte over dig.
  • Hvis vejrudsigten melder risiko for torden, så læg turplanen efter det: Bliv på land, eller i det mindste, ro i et område hvor du kan søge hurtigt i læ. Det lange kryds kan nok vente til dagen efter.
  • Følg regn og torden på et vejrkort, f.eks. www.dmi.dk/radar  - opmærksomhed gør en stor forskel på at kunne reagere i tide, og komme af vandet og indendørs.

 

Kajakroerens udfordring:

Mig bekendt, er den statistiske risiko for at blive ramt af lyn ikke nævneværdig større på vandet, end hvis du står på land. 

Men der er alligevel faktorer som giver os en ulempe når vi sidder i kajakken, frem for at være på land:

  • På kajaktur langs en mere åben kyst og midt i et kryds, befinder os langt fra sikkerhed (bygninger, biler mv) som udgør en effektiv afskærmning.
  • Vi er våde, og saltvand leder strøm ret godt.
  • Torden følges ofte af vind, nedbør og dårlig sigtbarhed som udfordrer os. 
  • Derfra hvor lynet slår ned, breder strømmen sig ud i området. Strømmens udbredelsen i vand, er markant større end den er på land. Ulykkesberetninger, peger på en faktor 5-10 større udbredelse på vandet. Hvor der er en 10-20 meter zone med høj risiko på land, er zonen måske 100 meter i radius på vandet.
  • Hvis nogen bliver ramt, er vi i en virkelig dårlig situation. Måske med en bevidstløs patient, måske med et hjertestop, måske en person ude af kajakken eller med bunden i vejret. Alt i alt: ret presset....

Er du på kajaktur, og kan søge i land (når du kan høre torden i det fjerne) så er det den mest oplagte strategi.

 

På land: 

  • Søg ind i større bygning eller en bil, og undgå at røre ved metalrør, ledninger i bygninger mv.
  • Undgå at stå under et højt træ, op ad en flagstang, skorsten eller lignende.
  • Er i flere, så sæt jer adskilt med måske 20-40 meters afstand, så et lynnedslag ikke rammer hele gruppen
  • Sid på hug, på samlede fødder, og undgå at røre ved jorden med armene. Hold dig for ørerne. Hvis lynnedslag sender strøm gennem underlaget, er et enkelt kontaktpunkt at foretrække.
  • Brug svømmevest eller andet isolerende materiale under fødderne, for at minimere kontakt-overfladen.

Note: Men alle de anbefalinger jeg finder, peger på at sidde på hug med samlede fødder på et isolerende underlag, frem for at lægge sig fladt ned (det skaber en lang kontaktflade med underlaget).

 

I situationen hvor vi ikke kan komme på land: 

Midt i et langt, åbent kryds. Vi er som kajakroere ikke ret store, men vi er alligevel “det højeste punkt i landskabet”, vi er våde, og pagajen gør det kun værre. 

Det må siges at være en virkelig dårlig situation, så det bedste jeg kan se at gøre, er at afværge worst case scenariet, at flere i gruppen bliver ramt, og stå det igennem.

Jeg har ikke prøvet det (heldigvis), men det er nemt at forestille sig at det vil give et stort mentalt pres. 

  • Spred gruppen ud (undgå mange skadede personer hvis lynet rammer et sted). Mindst 100 meter afstand, måske mere. Hvis én bliver ramt, bliver resten af gruppen måske mindre ramt.
  • Kommunikation bliver en udfordring, det mentale pres øges, men at samles i en flåde giver et enkelt punkt med risiko for hele gruppen.
  • Læg pagajen under dæks-elastikker. Hold den ude af vandet, undgå at holde fast i den, hold armene ind til kroppen.
  • Undgå liner mellem kajakker og liner i vandet.
  • Se om kajakken kan fåes til at drive på langs af vind og bølger for stabilitet, ved hjælp af finne eller ror.

Tak for spørgsmålet - det fik mig lige sendt på en god runde research, og fik mig til at tænke scenariet med et langt kryds igennem. Her efter det, er jeg nok bare endnu mere tilbøjelig til at blive i land når der er torden i lufte, og drikke tordenkaffe indendørs :-)

Bedste hilsner,
Tue

 

ps. Hvis du, kære Kajakenergi-medlem, har mere viden og andre gode ressourcer om handlestrategier i tordenvejr, så byd meget gerne ind. 

 

Læs mere
Læs mindre
Jan Krogsgaard KE-PREMIUM

Hej igen Tue - tusinde tak for meget udførlig gennemgang, og glad for at jeg fik dig til at kradse lidt i hovedbunden ;-) 

Jeg har aldrig hørt om kajakrorere er blevet ramt af lynet, men at sidde der “in the middle of nowhere” med en kulfiber pagaj, VHF/mobil-telefon, kan godt give en dårlig mavefornemmelse.

Mange hilsner

Jan

Læs mere
Læs mindre

Hej Tue, Jan 

Altid aktuelt emne at bringe på banen og jeg synes du Tue, har fokuseret på hvad der stort set er at sige kort om emnet. Lille risiko – store konsekvenser.

Måske huskes denne hændelse for ca. 4 år siden:

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-08-02-seks-roere-slaaet-ud-af-lyn-paa-lille-dansk-oe 

Her er en som blev overrasket, og så kan man undre sig over de to fiskestænger som stikker ”indbydende” op i luften samt den manglende rednings/flydevest på roeren.

https://abcnews.go.com/US/watch-terrified-kayaker-paddle-lightning-storm/story?id=33226998

I sidste uge var der en hændelse i Hellerup Sejlklub, godt nok ikke med en kajak men en optimistjolle. Den er vedhæftet her og læg mærke til, at dæk og skrog blev skilt fra hinanden ved lynnedslaget.

”Take care out there”

Torben

Læs mere
Læs mindre

Vanvittig interessant diskussion og fine input. Jeg hæfter mig ved at ingen tilsyneladende kommer til skade på havet og at risikoen ved at gå i land (udefra ovenstående) virker større… a la “vi er bange for atomkraft som virker meget skræmmende men som stort set ikke har slået nogen ihjel. Kulkraft som pga. forurening indirekte er meget farligere har vi været knap så bange for…” Måske statistik for roere ramt kan hjælpe os med en rationel beslutning der bygger på fakta frem for forestillinger om hvad der virker mest skræmmende. Jeg holder utrolig meget af torden og lyn - mindst lige så flot som nordlys og være midt i det er både skræmmende og utroligt livsbekræftende. God fornøjelse med jeres valg uanset om de bygger på mavefornemmelse eller fakta! 

Læs mere
Læs mindre

IKKE med pagajen i vandet - jævnfør ovenstående!

Læs mere
Læs mindre

Nej, pagajen på dækket, dukke hovedet med armene langs siden og så ellers holde balancen.

Læs mere
Læs mindre
Carsten Jensen KE-PREMIUM

En ting, man skal husker, at torden ofte følges af meget kraftige vindpust  i forskellige retninger- så det med at holde stor afstand er måske ikke så smart - men igen: det bedste er som allerede nævnt forebyggelse.

Læs mere
Læs mindre

Har du fundet en fejl?

Er der noget på siden her som ikke er i orden? Uanset hvor småt eller stort: Hvis der er noget jeg kan rette, vil jeg gerne vide det. Klik her for at sende en besked om det.

Har du ubesvarede spørgsmål?

Skriv en email og fortæl hvad jeg kan hjælpe med. Jeg vil gerne høre din feedback, og alle spørgsmål besvares naturligvis fortroligt. Skriv til mig på tue@onadventure.dk