VHF med AIS ..?

Jeg ser der allerede er en tråd om VHF radio under "kajak udstyr". Jeg har læst i den, den er rigtig informativ. Men den er ikke af helt nylig dato, og jeg har et ret specifikt spørgsmål, så jeg tillader mig at starte en ny tråd om emnet.

Jeg kan se at man kan få stationær VHF radio med indbygget AIS transponder (Automatic Identification System - gør at man bliver set på andre fartøjers navigationsudstyr, hvilket tiltaler mig, fordi en kajak kan være svær at få øje på, føles meget lille med kommercielle fragtskibe i nærheden).

Men jeg kan ikke finde nogen bærbare VHF radioer med indbygget AIS transponder.

Mit spørgsmål er, kender nogen i dette forum til en bærbar med netop denne feature..? Øvrige kommentarer modtages gerne, (f.eks. er AIS måske alligevel  kæmpe overkill til en kajak ... hvad kunne man ellers bruge ...?) Jeg høre også gerne andres tanker om den perfekte VHF radio til kajakbrug (særlig hvis det ikke allerede er dækket i den anden tråd om VHF).

4 kommentarer

Hej Jens

 

Godt spørgsmål du bringer op her, om teknologi som hjælp til at gøre sig synlig som kajakroer, overfor større skibe.

Jeg kan kender heller ikke til bærbare VHF-radioer med indbygget AIS. Jeg er ret overbevist om at strømforbrug, pris og eksistensen af andre alternativer er hovedårsagerne. 

…og for den ivrige læser, så vær forberedt på at resten af mit skriv her, har mange tekniske forkortelser. Det bliver nørdet. Så er du forberedt :-)

Mine tanker om hvorfor AIS ikke findes i håndholdte VHF-radioer

1. Strømforbrug: For at gøre et fartøj synligt på AIS, skal der løbende udsendes signaler fra skibet. Der skal holdes liv i en GPS-modtager. Skal der samtidig lyttes efter andre skibes AIS signaler, og skal de data vises på en skærm, kræver det endnu mere power. Netop batterikapacitet er et af den bærbare VHF-radios ømme punkter.

2. Pris: Håndholdte VHF’er er relativt prisbillige (alt fra under 1000 kr, til ca. 4000 kr). Indbygget AIS teknologi vil bare øge prisen yderligere, og det er svært at få 

3. DSC: Håndholdte VHF’er fåes allerede allerede med DSC (digital selective calling).Hvis du fra kajakken aktiverer et DSC distress signal, vil det potentielt blive modtaget af endnu flere skibe end dem der sejler med AIS (alle de større skibe med AIS, plus alle de mindre skibe som “bare” har en DSC radio). Med en håndholdt VHF med DSC, er du allerede dækket rimeligt ind i en nødsituation.

Det er, opsummeret, mine tanker om, om hvorfor håndholdte VHF’er ikke har indbygget AIS-teknologi. Der er måske flere årsager...hvis nogen ved mere, så byd gerne ind!

 

Tilbage til sagen, for dit spørgsmål er faktisk rigtig godt:

Kan vi som kajakroere blive synlige på andre skibes AIS-skærme? Ja, det kan vi faktisk godt.

Der er to løsninger:

1. En AIS Identifier, og jeg har fundet ét eksempel her: https://em-trak.com/products-i100/. Den forhandles hos danske marine-udstyrsforhandlere til priser omkring 4-5000 kr. 

Den har intet display eller andre fancy funktioner, den skal ikke som sådan “betjenes”. Den har en “SOS” knap der kan aktiveres, og få den til at sende nød-signal. Det er det. Den har en størrelse som en forstørret køkkenrulle (37 x 6 cm, vægt = 355 gram) og kører på indbyggede batterier.

Den kunne være relevant for en kajak-roer, men der er et men: Med 1 watt sendestyrke, skal den monteres højt (gerne 2 meter over vandet) på en form for mast. Nemt på selv mindre sejlbåde. Nærmest en showstopper på kajakker.

2. En AIS-SART (Search And Rescue Transponder). De sender ikke kontinuerligt, men skal aktiveres manuelt når du er i problemer. De er er særligt relevante i f.eks. mand-over-bord scenarier på større skibe: En person falder i vandet, aktiverer sin AIS SART, og skibet er stadig umiddelbart i nærheden og vil kunne vende om og samle personen op.

AIS SART sendere fåes typisk i lidt mindre formater, og til priser omkring 3-4000 kr. Et eksempel er https://oceansignal.com/products/mob1/

Se mere om virkemåden her: https://oceansignal.com/wordpress/wp-content/uploads/MOB1_DSC_Functionality.pdf 

Den løser nødsignalerings-problemet - men den giver ikke det du efterspørger med konstant synlighed på andre skibes AIS-skærme.

De kunne også være relevante for en kajakroer. Men: AIS er primært designet til at for at skibe kan overvåge anden skibstrafik, og blive set af andre skibe. R, og derfor 

Uanset hvad, så er både AIS Identifier og AIS SART, mindst lige så dyre som en sattelit-baseret EPIRB/PLB Sender Jeg ville nok overveje en PLB-sender som et mere økonomisk alternativ, evt. kombineret med en håndholdt VHF.

 

Kan vi så gøre os synlige for større skibe på andre måder?

Nogle gange er det bedre at gå low tech :-)

1. Visuelt: Ved at sørge for at vi tager synligt farvet tøj på. Det gør en stor forskel, hvis du skifter til signalfarver. Skrigende gule, grønne og orange farver virker godt. På kajakken, pagajbladene, vesten, tøjet og hovedet. En neon-gul t-shirt eller en trafikvest, øger synligheden, den er 100% passiv og kræver ikke batterier der skal lades op.

2. Med en tale-VHF radio: Hvis du kan se skibet, så kan du bruge en traditionel VHF til at udsende et sécurité melding på kanal 16, og spørge dem direkte “her er en kajak - har du set os?”.

3. Mobiltelefonen: Det er muligt at kontakte JRCC’s vagthavende eller f.eks. mols-liniens kontor, og melde ind hvis vi laver ekstraordinære ting. De kan i særlige situationer, hjælpe med at formidle opmærksomheden på vores sejlads.

 

Kajakroeren er havets fodgænger. Vi er små, vi sætter meget lille fodaftryk, vi larmer ikke og kan ikke ses på lang afstand. Det har også sine fordele - men vi skal selvfølgelig være bevidste om at det også kræver omtanke: Skal vi ro ude midt i trafikeret farvand, eller kan vi lige så godt blive “i kanten af sejlrenden”? Den slags overvejelser vil jeg sige, er også en del af godt sømandskab. 

 

Jeg håber at det kan være med til at give overblik (og ja, jeg lærte faktisk også noget i processen - nu ved jeg også hvad en AIS Identifier er for en størrelse)

 

Bedste hilsner,
Tue

Læs mere
Læs mindre

Hej! 
lige en kort kommentar. Tænker det er helt skørt at føle sig mere sikker hvis skibene ved du er der. Jeg føler mig kun sikker ved at vide jeg ikke er i vejen - på deres rute. Det kræver man venter, kender sig hastighed og vurderer skibene. Men du er alene eller sammen med en ven - hvad hjælper kontakt med skibe, at de kan se dig når deres manøvre muligheder alligevel er begrænset? 
vh. frederik

Læs mere
Læs mindre

Enig med Frederik.

Nok så meget sikkerhedsudstyr hjælper dig ikke mod en halv- eller helfuld russisk 3. styrmand på en mellemstor bulkcarrier.

Så sikkerhedsudstyr er godt, men din egen vurdering af situationen er det jeg ville sætte min lid til.

Læs mere
Læs mindre

I øvrigt brugte jeg Garmin InReach satellit Kommunikation på min tur DK rundt. Her kunne folk følge mig og jeg kunne få/sende beskeder. Min plan var hvis jeg blev i tvivl/usikker om jeg turde krydse Storebælt for skibe havde jeg en kontakt (søfartsuddannet) som kunne følge AIS signaler på land (og mig) og give mig besked om kurs, tid og hastighed ved kryds. Hvis nu trafikken var tæt! 

Læs mere
Læs mindre

Har du fundet en fejl?

Er der noget på siden her som ikke er i orden? Uanset hvor småt eller stort: Hvis der er noget jeg kan rette, vil jeg gerne vide det. Klik her for at sende en besked om det.

Har du ubesvarede spørgsmål?

Skriv en email og fortæl hvad jeg kan hjælpe med. Jeg vil gerne høre din feedback, og alle spørgsmål besvares naturligvis fortroligt. Skriv til mig på tue@onadventure.dk