Kajak og is..?

Hej Tue,

Jeg nyder kajak vinter-sæsonen i fulde drag, den første af slagsen for
mit vedkommende. Jeg har et spørgsmål: Der begynder nu at være is på
fjorden. Blot tynd is, men ret udbredt, nok til det larmer når det
rammer kajakken, og bremser den lidt når jeg pløjer mig igennem isen.

Spørgsmålet er, hvornår skal man begynde at tage forholdsregler omkring
is i kajak, og hvilke? Her tænker jeg mest på muligheden for at isen kan
beskadige en glasfiber kajak (Titanic til skræk og advarsel), men der
er måske andre ting at være opmærksom på. Jeg er nysgerrig efter dig
perspektiv på det.. (og på forhånd tak)?

3 kommentarer

Is kommer i alle mulige former: Fra de helt tynde, sprøde skorper, til isflager og tallerken-is, der flytter sig rundt. Andre gange, store sammenhængende flager der bare ligger fast. Eller centimeter-tyk slush-ice der bremser alle bevægelser, dæmper bølger og er tung at mosle igennem, men forskubber sig uden at skade kajakken.

Den første is vi tit oplever, er at de helt tynde isskorper (1-2 mm), der dannes på lavvandede områder i starten af en periode med frost, og ikke et problem at pløje igennem over en kortere distance.

Det lyder dramatisk, når isen brydes mod kajakkens skrog, men min oplevelse er at denne type is ikke skader kajakkerne - så længe der er tale om tynde isskorper (1-2 mm). Det kan stadig godt være hårdt at ro igennem, så hvis det bare er en kort strækning, på lavt vand, kan det være lige så nemt at stå ud af kajakken og trække den igennem isen.

 

Bliver det ved at være frostvejr i mange dage, fryser vandet også ude hvor det er dybere, og isen bliver gradvist tykkere. Dels er den tung at pløje igennem, og dels vil den belaste skroget hårdere når isen brydes. Der vil kajak og pagaj godt kunne tage skade, men der er du heller ikke i tvivl: Det er super hårdt at mase kajakken igennem, og hårdt eller umuligt at sætte pagajen i vandet.
Når isen bliver så tyk, så ved du det er på tide at søge mod mere åbne kyster.


Der er nogle skjulte riskofaktorer omkring is, der er værd at være opmærksom på:


Den første er drivis: Når isen brydes op og driver med vind og strøm. Inden for få minutter kan en strækning gå fra at kunne roes, til at lukke fuldstændig til og spærre vejen i forhold til landgang. Og drivis er yderst vanskeligt at ro i, længe før det bliver solidt nok til at stå ud af kajakken og gå i land på.

Den anden risikofaktor er tågedannelse: Temperaturforskelle mellem koldt vand og varmere (ellers endnu koldere) luft kan føre til at tågen ruller ind, nogle gange på ret kort tid. Særligt i stille vejr, når vi ellers synes det er meget fedt at ro vinterroning, kan det forekomme.

Den tredje er hænderne: Lukkede handsker/luffer bliver et must: Skal du skubbe is rundt, eller tage fat i kanter af is, kan hænderne på rekordtid ubrugelige og meget skrammede - så husk de varme, tykke neoprenhandsker. Hvis du ikke ror med dem på, så hav dem inden for rækkevidde!

Kombinationen af tåge og drivende is, kan give nogle rigtig spændende situationer hvor det er svært at orientere sig, og svært at finde vej, steder hvor det ellers burde være uproblematisk at ro på andre årstider. Er du ude i den slags forhold, så kan det betale sig at have noget ekstra tøj med så du kan holde varmen, noget at spise/drikke, en gennemtestet kommunikations-løsning og en aftale med en kontakt i land, der ved hvor du er.

Min erfaring er at når Limfjorden fryser til, så kalder de åbne kyster. Det skal være rigtig koldt før vandet fryser langs den jyske vestkyst.


Her er nogle eksempler på hvordan is kan se ud:

Vinteren 2014 i Aalborg: Isflager langs havnefronten og på det lavvandede område mellem Stigsborg Brygge og Limfjordstunellen i Nørresundby. De mærke isflager har ingen bærevne - man kan ikke hverken kravle eller gå i dem, og det er megasvært at svømme i. Beware!


Vinteren 2014 i Aalborg (samme dag) - sejlrenden er nogenlunde isfri, men der driver bræmmer af is rundt. Sådan en dag ville jeg være OK med at tage på vandet, med en fleksibel plan om at kunne gå i land forskellige steder i havnen.



Vinteren 2018 ved Rærup: Store, tykke drivende isflager over hele fjorden, også i sejlrenden. Strøm og vind driver isen rundt. Ikke nogen holdbar situation til at ro kajak - så løsningen her vil være at finde en åben kyst i stedet.



Vinteren 2014 i Rærup - den første tynde isskorpe er frosset på lavt vand, så her har jeg taget den på gåben ud til knædybt vand og roet derfra. Isen her flytter sig ikke nævneværdigt, så scenariet er det samme et par timer senere når jeg skulle i land.




Vinteren 2014 i Hals: En udfordrende dag med ærtesuppe-tyk tåge, på tur i to mindre grupper kajakroere. Orientering og brug af kompasset var særdeles vigtigt denne dag. Vi skulle mosle ud gennem nogle kajaklængders slush-ice, og ude i sejlrenden var der enkelte drivende bræmmer af is der skulle roes uden om, men fordi vi var tæt på åben kyst (Kattegat) var det alligevel brugbart at tage på vandet.


Jeg håber det kan inspirere - man kan meget med kajakker også når vandet fryser lidt - men ha' respekt for isen, den kan blive en hård læremester.

Mvh
Tue

Læs mere
Læs mindre

Hvis du vil gå på isen og trække kajakken efter dig så hav linen bundet fast på fx. din vest og hav din pagaj med dig

Når du ryger igennem kan du så altid trække din kajak hen til dig og bruge pagajen til at komme op af hullet med

Hvis du har tørdragt og vest på ryger du ikke så langt under og du kan bevare hænderne over vandet hele tiden

Men det er så til gengæld svært at komme videre derfra.. Du kan sidde overskrævs på kajakken og skubbe dig frem med arme eller ben men det er rigtig rigtig hårdt lige der på grænsen hvor isen kan bære

Læs mere
Læs mindre

Hej Jens, Der er mere inspiration at hente i bogen "Danmark rundt i kajak" af Erik B. Jørgensen. I isvinteren 2009-2010 roede Erik Danmark rundt, og han har i bogen beskrevet mange detaljer om sine besværligheder med isen i de indre farvande. Se www.komud.dk, hvor bogen kan findes som e-bog. 

Læs mere
Læs mindre

Har du fundet en fejl?

Er der noget på siden her som ikke er i orden? Uanset hvor småt eller stort: Hvis der er noget jeg kan rette, vil jeg gerne vide det. Klik her for at sende en besked om det.

Har du ubesvarede spørgsmål?

Skriv en email og fortæl hvad jeg kan hjælpe med. Jeg vil gerne høre din feedback, og alle spørgsmål besvares naturligvis fortroligt. Skriv til mig på tue@onadventure.dk